HANNE MELBYE © 2024  
 

INTERVIEW

    Bookmark and Share
  Hanne Melbye Interview d. 23.07.10

I forbindelse med Hanne Melbyes separatudstilling ”An die Freude” i Galleri Højmark 11.07.-15.09.2010 interviewede jeg HM om hendes tilgang til kunsten. Signe Højmark. Juli 2010.

SH: Hvorfor hedder udstillingen ”An die Freude"?

HM: Jeg ledte efter en titel, der skulle formidle at mine billeder er dedikeret til livsglæden. Schillers digt – Ode til Glæden, dén Beethoven har komponeret sin berømte melodi til - hedder ”An die Freude” på originalsproget og det var jo lige i øjet! Teksten udtrykker en tilnærmelse i retning af et universalprincip, en opfordring til at alle mennesker kan mødes i glæde. Min glæde ved at skabe malerierne kan forhåbentlig opfanges af den der betragter dem, så jeg på den måde kan bidrage med noget positivt. Jeg håber andre vil aflæse billederne som glade og/ eller smukke. Hvad der jo kan føles politisk ukorrekt i vores kultur, hvor æstetik i sig selv længe har været suspekt i de højere kunstkredse. Og så er jeg lidt træt af, at alting i udstillingsverdenen skal hedde noget på engelsk…..

SH: Du er oprindeligt uddannet keramiker, hvornår begyndte du at male, og hvad har fået dig til det?

HM: Jeg begyndte at ”lege” med papir og maling for 13 år siden da jeg var gravid. Keramiske glasurer indeholder tungmetaller, hvis indvirkning på fostre ikke er gavnlig. Så i starten var det af nød, for at få afløb for et kreativt overtryk, der normalt var gået til keramikken. I begyndelsen arbejde jeg med papircollager, akrylmalingsforsøg og en kombination af begge dele - små øvelser i form og farve for at blive fortrolig med materialerne. Jeg arbejdede i postkortstørrelse da det forekom mig uoverskueligt at fylde en større flade ud. Ud fra mottoet ”det bliver, hvad det det bliver” – prøvede jeg at forholde mig nysgerrigt til processen, uden store ambitioner. Det var skønt at eksperimentere med materialer der er væsentligt lettere, hurtigere og billigere end ler. Jeg slap den seriøse keramikfaglighed, hvilket både var et tab og en frihed. Og omsider fik jeg gavn af min samlermani: skuffen med papir af alle slags kom i brug -den spændende bagerpose fra en rejse, et stykke pap med en fin blå farve, skumgummi fra stranden...

SH: Hvorfor besluttede du dig i det hele taget for at uddanne dig indenfor kunst?

HM: Jeg deltog i forskellige kreative fag på en højskole. Jeg kommer fra en akademisk familie hvor logikken ville være at gå på universitetet. Der var lidt oprør forbundet med at søge ind på Skolen for Brugskunst (nu: Danmarks Designskole) i 1984 og jeg havde overhovedet ikke regnet med at komme gennem nåleøjet. Men det gik og skolen var fantastisk, der var fuldt af spændende folk og jeg oplevede glæden ved at fordybe sig i et fag. Det udfordrende ved at arbejde kreativt var for mig at der ikke er nogen facitliste. Man opdyrker indre guidelines for hvad der er ok. Der kommer ingen og klapper af at man har opnået det” rigtige” – du skal selv beslutte, hvornår et værk fx er færdigt. Det kræver en undersøgende tankegang og man er ofte ude på dybt vand, hvor ikke nok så mange bøger giver dig eksakte svar. Dette var et paradigmeskift for mig. Man må være meget selvstændig - ydmyg og selvsikker på en gang. Det giver både store glæder og store frustrationer.

SH: Var det noget der lå i kortene da du var barn at du skulle være kunstner, blev du stimuleret eller opfordret til det?

HM: Jeg har altid fået ros for mine tegninger. Som barn kunne jeg være meget optaget af fx at sorteret farver parvis, egentlig lidt sjovt at tænke på i forbindelse med denne udstilling, hvor samstilling af farver er centralt. De mærkeligste ting havde farver – f.eks. ugedage og tal. I folkeskolen havde jeg heldigvis en moderne lærer der roste mine tegninger. Hun sendte endda mine billeder til sin søster i Paris fordi søsteren havde forstand på billeder. Men mine forældre har helt sikkert altid forestillet sig, at jeg skulle ”læse videre”.

SH: Hvad får du ud af at arbejde med dine malerier?

HM: Det fineste er, at det gør mig meget, meget glad. Jeg føler at jeg er allermest mig selv når jeg maler. Paradoksalt nok er det måske fordi jeg netop slipper mig selv, eller rettere – den del af mig, der er optaget af tanker og følelser. I stedet overgiver jeg mig til en proces, hvor jeg er nødt til at være meget vågen – meget til stede i nuet. Alle, der har prøvet noget i den retning forstår, hvad jeg snakker om…en slags egoløs tilstand, hvor man bare er på opdagelse og bruger sin intuition eller hvad det er…man kan mærke når en beslutning er rigtig. Nogen gange, når jeg dummer mig og kommer til at ødelægge et billede, bliver jeg sur på mig selv. Så har jeg ikke været nærværende nok. Men så kan jeg godt se det komiske i at stå der helt alene og skælde ud på mig selv…. Som oftest har jeg flere billeder i gang for at styre min utålmodighed, så jeg ikke kommer til at male videre, før billedet er klart til det. Jeg har ødelagt en del på grund af utålmodighed….. Med flere billeder i gang kan jeg skærpe blikket ved at gå mere til og fra. Og blive i det kreative flow, selvom det enkelte maleri er nødt til at holde pause mens et farvelag tørrer op, eller jeg ikke kan finde ud af , hvad jeg nu skal stille op med det.

SH: Du fortæller i din præsentation at du er inspireret af colorfield Painting som Mark Rothko er hovedeksponent for. Hvad handler colorfield om?

HM: På et tidspunkt forsvor man afbildning i maleriet, mest radikalt var de helt monocrome malerier. Colorfield maleriet eksperimenterede med store farveflader og publikums perception af disse. Hvad sker der inden i éns bevidsthed, hvis man feks. sætter sig foran en stor flade med blå i lang tid? Det er jo videnskabeligt bevist, at vores humør påvirkes af omgivelserne, så det gælder efter min mening bare om at udsætte sig for positive indtryk!

SH: Hvad har fået dig til at vælge farven som hovedmotiv?

HM: Det er spændende at undersøge fx hvordan en gul kan blive næsten lysende ved siden af lilla og helt neddæmpet ved siden af grå, hvordan man kan udtrykke stemninger og klange via farven på en næsten musikalsk måde. En farve er kun en farve indtil den får en nabo. Et billede er måske helt let og glad som en C-dur, et andet bliver tilsat lidt ”mol” – en mørkere farve og straks skifter stemning og udstråling.

SH: Hvordan skaber du intensiteten i dine farveflader?

HM: Jeg maler mange, mange tynde lag og eksperimenterer med farverne indtil de opnår en intensitet der virker godt.

SH: Hvor får du din farveinspiration fra?

HM: Der kan være inspiration fra alle mulige steder. Fx gik jeg en dag en tur hvor jeg så en bondegård med en fantastisk grønblå vinduesfarve, den slags kan starte et billede. Jeg er også inspireret af den strålende middelhavsagtige sfære som f.eks. Bonnard og Matisse har fanget og af kulørintensiteten i de italienske freskomalerier. Efter at have set Rothko i Hamborg kunne jeg pludselig se alt med ”Rothko øjne”, der var spændende farveklange overalt. Fantastisk!

SH: Du citerer Lyotards ord”..at gøre tilstedeværelsen nærværende uden at ty til fremstillingens midler” Kan du uddybe betydningen af dette citat?

HM: Det er helt buddhistisk… Jeg tror, at hvis jeg har været ordentligt til sted i nuet mens jeg maler, kan jeg måske fange noget der kan gives videre. Som det nærvær, den følsomme kan aflæse i f.eks. penselstrøgene på en japansk keramikskål. Selve processen som en slags aktiv meditation…hvis det giver nogen mening? Man må konstant turde fravige sin ”plan” og være så vågen, at man opdager og følger op på et ”lucky punch”- det der opstår imens man arbejder. Så man stiller sig til rådighed snarere end at kontrollere.

SH: Hvorfor er minimalisme fedt?

HM: Fordi det er ”cut the crap” -agtigt. Sjovt at du spørger – jeg tænker ikke selv mine billeder som minimalistiske – jeg synes jo der er masser af små raffinementer…Men nu du siger det, kan jeg godt se at de er ret stramme. Jeg kan nok bare godt lide enkelhed. Det er en kæmpe udfordring at male enkelt uden at det bliver kedeligt. Man er nød til at stå meget ved det man siger, når man ikke siger så meget. Man kan ikke charmere sig uden om essensen. Jeg falder også tit for enkelhed i musik. Det essentielle, klart og stærkt udtrykt - ikke for indviklet. Så tror jeg også man når ud til flere mennesker.

SH: Hvad tænker du om rummet i billederne?

HM: Jeg tilstræber ingen rumlighed, men det er klart, der nogle gange opstår rum ud af farvernes væsen. Den røde svæver op fra den blå bund.

SH: Du har klart en kærlighed til de stærke og rene farver, er det bevidst at du ikke vælger jordfarver?

HM: Hmmmnej, der kan godt komme en jordfarvefase. Men jordfarverne bliver nemt for tunge for mig.

SH: Har malerierne nogen relation til din keramik?

HM: Jeg går nok til dem på en ”glasurprøve-agtig” måde. Dvs. ”trial & error”, stille en forsøgsrække op og have tålmodighed. Jeg prøver at indstille mig på at det, jeg arbejder med, ikke skal være Et Værk, men mere at nu skal jeg ”prøve noget”. En anden ting jeg har med fra keramikken er overvejelserne om slutbrugeren. Målet med billederne. At nogen faktisk kan få lyst til at leve sammen med dem, fordi de bibringer glæde. Jeg tror der er fællesmenneskelige oplevelser omkring f.ex proportioner, nogen forhold alle vil opleve som harmoniske. Eller at næsten alle synes en blå himmel er smuk. Dette er interessant i en tiltagende individualiseret verden. I stedet for at fokusere på forskelle, så stille spørgsmålet: hvad har vi til fælles? Hvad røres vi alle af? Jeg kan fx huske en oplevelse fra det arkæologiske museum i Paris, hvor jeg så et tidligt kinesisk gravfund. Det kunne ligeså godt have været et dansk fund fra oldtidssamlingen på Nationalmuseet – som om der er en bestemt formgivning, der er hånd-logisk, når man står med en blød klump ler af en bestemt størrelse. Det virker enormt opløftende på mig at tænke på, at der må være mange fællesmenneskelige sanseparametre verden over og på tværs af tiderne.

SH: Kan du beskrive forskellen på at arbejde med maleriets 2 dimensioner og keramikkens 3?

HM: Jeg har besluttet ikke at arbejde med afbildning af motiver. Afbildning, synes jeg, er ufatteligt kedeligt. Klassisk tegning f.eks er jo en ret indviklet abstraktionsproces, hvor man absolut skal have tre dimensioner ned på to. Hvis jeg vil arbejde med rum og form, så kan jeg jo gå tilbage til keramik og skulptur. For mig det interessante ved maleri farven. Se hvad der sker, når man sætter én- to-tre og flere farver op mod hinanden. Det hænder at jeg forstyrrer lærredet, lidt ved at lime f.eks tyndt papir på, men det er mest fordi farven så opfører sig lidt anderledes, så flere nuancer opstår…

SH: Giver malerierne dig inspiration til keramikken?


HM: Det jeg vil tage med mig i keramikken er arbejdsglæden ved billedarbejdet. Jeg har været mere resultatfikseret i keramikken og det kan være jeg kan slippe dét nu.



Webdesign - Immer Online